Tirsdag den 26. marts 2024 - Jakob Humaidan
Fredag den 23. marts bød vi 7 medlemmer fra Varde Sportsfiskerforening velkommen på Vindebyøre Lejrskole med kage og nybagte boller. En god optakt til en fantastisk fiskeweekend i selskab med fiskere fra vores egen forening og vennerne fra Varde.
Aftenen bød på gode snakke om, hvordan fiskeriet skulle gribes an. Vardefolket havde været ude hele fredagen uden det store held, så de ville gerne lige have en idé til, hvor fisken skulle fanges 😊 -Der blev også udvekslet historier fra alle ture, som de to klubber har haft sammen.
Lørdag morgen var der fælles morgenmad kl. 7.30 og en kort briefing om weekendens fiskeri og regler. Da det var på plads, blev der smurt madpakker, og så var det ellers afsted til havet.
Kl. 17.00 mødtes vi igen til indvejning. Alle havde haft en god dag med stort set fisk til alle mand. Af de 3 fisk, der blev hjemtaget, var der dog kun én der holdt den krævede Fulton-konditionsfaktor på 1! Den blev fanget af Bent Rosenholm - en fisk på 49 cm og 1,349 kg. Derudover var der to fisk på henholdsvis 42 og 58 cm, som dog var tæt på en konditionsfaktor på 1.
Kl. 19.00 blev der igen kaldt til bords. Vores helt egen – og meget værdsatte - chefkok Jens Rasmussen havde kreeret en 3-retters menu bestående af stangfanget gravad helleflynder, derefter gule ærter med flæsk og medister og til dessert pærekage med flødeskum. Fantastisk mad - stor tak til Jens for at stå for alt dette!
Under middagen holdt Lars Ellermann en tale om, hvor vigtigt det er at holde fast i traditionen med denne weekend samt besøgene hos Varde i det vestjyske, hvor der er gode muligheder for at fange en laks i Varde Å. -En tradition, der går mere end 20 år tilbage.
Efter middagen kom der godt gang i snakken om løs og fast, men specielt de udfordringer, vi står overfor, med iltsvind, udledning af næringsstoffer fra landbruget og skarver. Ja, der var nok at snakke om, og der var selvfølgelig også den historie om den kæmpe fisk, der var lige ved og næsten. Ja, det var en super hyggelig aften, og ved 23-tiden var sidste mand gået til ro. Der skulle jo også fiskes om søndagen.
Søndag kl. 7.30 var der igen morgenmad og madpakkesmøring, og så afsted. Alle mand var hurtigt ude ad døren - det var jo en kort dag, så der var ingen tid at spilde.
Kl. 13.00 mødtes vi igen til indvejning og pokaloverrækkelse, hvor vi fik dagens resultat. Der var igen blevet fanget ok med fisk, men ingen var store nok til at slå Bents. Den fisk, som kunne have gjort det, huggede på Michael fra Vardes flue, men desværre slap krogholdet, da fisken lå i vandkanten. Den anslås til 60+ cm, så de er derude - og den er jo i hvert fald. Gode kammerater mindede efterfølgende Michael om, at linen altid skal holdes stram :-)
Bent fik overrakt pokalen, og der blev klappet og fotograferet.
Derefter fik man en tår at drikke, og der blev evalueret på weekenden med gode forslag til ændringer, men det blev frem for alt slået fast, at arrangementet skal gentages i 2025 på samme tid og sted (d. 21.-23. marts 2025 på Vindebyøre Lejrskole). De to klubber udvekslede idéer til at sikre endnu bedre tilslutning fra medlemmerne, så de værdsatte venskabsarrangementer kan bestå i fremtiden.
Der blev hilst af med hinanden og på snarligt gensyn, nemlig når Varde inviterer på laksefiskeri d. 14. - 16. juni 2024.
-Preben Damm, turleder