Turdeltager Simon Øder beretter:
Solen skinner fra en næsten skyfri himmel her sidst i august. Rasmus, Magnus og jeg har sat sigtekornet på Langeland i håbet om en god dag med snak, kaffe, kage og en fisk eller to.
Som altid når vi kører til Langeland, bliver det til et obligatorisk stop ved Stæhrs Bageri for proviantering. Vi bliver dernæst enige om pladsen, og afsted går det. Vejret er godt, næsten for godt, og måneden er august - en notorisk svær måned for havørredfiskeri.
Vi lander på pladsen, hvor der er en bænk, hvor vi får en kop kaffe. Strategien bliver lagt - Magnus går med fluestangen, og fluen bliver en slo-mo-shrimp. Rasmus fisker med vægtløs Gulp-tobis, og jeg kører med en Sandeel i 15 gram.
Magnus går godt derudad, mens Rasmus og jeg bliver tættere på bilen. Længe skal der ikke gå, før Rasmus ser den første fisk - en pæn fisk svømmer efter Gulpen, bestemt en fisk over mål, og herefter stiger troen. Der er løbene lidt hug og følgere generelt, virker det til. Fisk med størrelse på er i blandt dem.
Vi får fisket strækket af første gang og går tilbage og får en kop kaffe, mens vi venter på Magnus. Han kommer 10 minutter efter med en fisk på 66cm og 3kg! Den kostede ham en knækket fluestang i processen, men manden er stadig ikke til at skyde igennem. Vi fejrer fisken, hvorefter Magnus henter is, mens Rasmus og jeg fisker strækket igennem igen. Der får jeg en undermåler - ikke just samme eufori.
Da Magnus kommer retur, kører vi nordpå og fisker et langt stræk sydpå. Magnus går kold og går tilbage til bilen. Rasmus og jeg kører på, og det er lige ved at belønne sig, da Rasmus en halv time senere får en stor fisk på i ca. samme størrelse som den, Magnus har fanget. Uheldigvis hopper den af 3 meter fra stangspidsen - pis! Nå, vi fisker videre, og der går ikke længe, før Rasmus får en undermåler som trøstepræmie - ikke helt det samme, men det hjælper dog på humøret.
5 minutter senere er det min tur til at mærke en stor fisk. Jeg får kontakt til en fisk helt ude i kastet, og den trækker nedad, og er tung, men der går ikke længe, så er den væk igen. Undervejs ser jeg pludselig en odder hoppe i vandet, og den titter hovedet op et par gange, inden den er væk - super oplevelse.
Da vi endelig lander ved bilen, er alle trætte men dog glade for en fantastisk tur i godt selskab. Flotte fisk er både blevet set og fanget.
K&B - Magnus Skov, Rasmus Zeuner og Simon Øder