Turleder Nicolaj Andersen beretter:
Årets første foreningstur gik til Langeland. 10 mand var tilmeldt og klar på at få de første klubmester-point sat ind på kontoen. Vi startede ved Tranekær Fyr / Stengade Strand, og der blev fisket ihærdigt fra morgenstunden af. Efterhånden som vi blev samlet igen til frokost, var meldingerne meget ens - der var ikke set nogen fisk. Det ændrede sig, da Bent og Preben som de sidste kom retur, de havde fundet en stime på vej tilbage, som de kunne fiske på. Preben havde i den sammenhæng landet en pæn havørred på 42 cm. Efter frokost skulle der prøves noget andet vand, og vi kørte til Korsebølle Rev. Her blev der fisket nogle timer, men desværre uden flere fangster. Tillykke til Preben med den fine havørred.