Onsdag den 12. marts 2025 - Jakob Humaidan
Torsdag den 6. marts drog seks medlemmer af foreningen afsted på en fisketur efter havørreder på Bornholm. Det var anden gang, foreningen arrangerede en tur med fokus på de bornholmske havørreder.
Klokken 8.00 om morgenen forlod de Svendborg i to biler, tungt lastet med forsyninger og fiskeudstyr. Målet var igen overnatningsstedet i Ekkodalen, hvor en lejlighed ventede.
Rejsen gik via Ystad til Rønne, og allerede kl. 14 var Bornholms kystlinje i sigte. Ved 14.30-tiden ankom begge biler til Ekkodalen. Den første bil havde allerede holdt ind i Rønne og foretaget indkøb i Meny til hele opholdet.
Med ankomst til Ekkodalen blev fiskeudstyret hurtigt pakket ud, og snart var alle på vej mod kysten for at få tre timers fiskeri. Som sidste år delte gruppen sig op i to biler og fiskede ved forskellige pladser.
Under torsdagens fiskeri Ved Hvide Odde fik Thorstein to undermålere (UM), hvilket gjorde ham til dagens eneste heldige fisker. Lars, Ejgil og Flemming fiskede ved Levka, men fiskeriet var sparsomt. Lars væltede på den glatte, kuperede bund og blev gennemblødt, hvilket gik ud over både telefon, briller og humør. Michael og Thorstein tog også ufrivillige dukkerter under weekendens fiskeri, men undgik dog at blive våde helt ind til skindet.
Episoden mindede alle om vigtigheden af vadestave, brillesnor og vandtæt telefonetui på Bornholm. Vadestave øger sikkerheden og gør det muligt at fiske flere pladser på en tryg måde.
Om aftenen serverede Preben en lækker hjemmelavet skipperlabskovs, som blev nydt med stor appetit.
Fredagens fiskeri begyndte kl. 7.00, hvor begge hold tog afsted. Michael havde heldet med sig ved Lufthavnen, hvor han fangede tre havørreder, heriblandt en flot fisk på 55 cm. Resten af deltagerne havde mindre held med fiskeriet. Som sidste år mødtes alle til frokost i Ekkodalen for at skabe fællesskab og dele erfaringer fra dagens første fiskeetape. Aftensmaden bestod af spaghetti carbonara og hjemmelavet æblekage.
Lørdagens udfordringer bød på høj sol, spejlblankt vand og ingen vind – ikke det optimale vejr til havørredfiskeri. En smule vind er vigtigt for at skabe de rette betingelser. Det svære fiskeri tog modet fra de fleste, og der blev ikke fisket lige så intenst som de foregående dage.
Efter en formiddag med begrænset aktivitet på kysten holdt Preben, Michael og Thorstein en velfortjent pause på Café 18 i Rønne. Om aftenen stod menuen på biksemad med lækre, hjemmelavede lammepølser fra Ejgils gård. Aftenerne gik med at se nostalgiske afsnit af Havørredens Hemmeligheder, hvor Claus Eriksen og Thomas Hansen deler ud af deres mange fisketips.
Søndagens succes blev bl.a. da Lars og Ejgil tog ud allerede før morgenmaden, hvilket viste sig at være en god beslutning. Lars fangede en flot havørred på 58 cm ved Lange Skanse. Senere på dagen fik Ejgil en blankfisk på 53 cm ved Broens Odde, hvor Thorstein tidligere på dagen havde fanget en på 44 cm. Fiskedagen sluttede kl. 15.00. Vinden var gået i øst med ca. 5 m/s, hvilket forbedrede fiskeriet betydeligt.
Efter rengøring af lejligheden sluttede turen med en gåtur til udkigsposten i Ekkodalen. Kl. 18.30 gik færgen retur mod Ystad, og kl. 23.00 var holdet tilbage i Svendborg.
Besøgte fiskepladser: De to hold nåede at besøge en række spændende fiskepladser under opholdet, herunder:
Lufthavnen
Levka
Broens Odde
Snogebæk
Balka
Raghammer
Arnager
Hvide Odde
Lange Skanse
Flisebæk
Steenodde
Sommerodde
Gedebak Odde
Boderne
Sorthat
Dueodde Strand
Med mange gode minder i bagagen ser holdet allerede frem til deres næste fisketur til Bornholm.
Deltagerne var Ejgil, Lars E, Thorstein, Michael, Preben og Flemming.
Tak til alle for en fantastisk tur!
Mvh. Turansvarlig Thorstein Raahauge Larsen