Lørdag den 23. august 2025 - Jakob Humaidan
Årets sommer-klubtur til Thurø Rev løb af stablen d. 15.-16. august. Som altid var der mulighed for at fiske aften, nat og morgen. Brug pilene for at bladre i billederne fra turen ovenfor.
Turleder Lars Ellermann beretter:
Selve Revet er med sin unikke natur et fristed for såvel Skotsk Højlandskvæg som lystfiskere og andre naturelskere. Svendborg Sportsfiskerforening havde som tidligere år en natfisketur til Revet med spejderhytten som base.
I alt deltog 6 medlemmer, dvs. at Magnus og Oliver er ikke medlemmer endnu, men måske bliver de det…. Der blev fisket både i det buldrende mørke og ind i den gryende morgen med tilhørende smuk solopgang.
Der blev fanget 4 havørreder, men alle under mål (nærmest i årets smolt-størrelse). Det var tydeligt at der var mest liv mellem de 2 rev, hvorimod selve revspidsen er næsten pakket med ”snørebåndstang”, hvilket i år gør sommerfiskeriet her uhyre vanskeligt.
Klubben var sponsor af menuen, som bestod af kylling i baconsvøb med kartoffeltærte og béarnaise. Dertil kom et solidt morgenbord lørdag incl. hjemmebagt kringle.
Knæk og bræk, Lars