Lørdag den 11. maj 2024 - Jakob Humaidan
Turleder Thorstein Larsen beretter:
Søndag den 5. maj havde vi pakket bilerne med fluestænger for at fiske efter havørreder på Ærø.
5 mand fordelt i to biler tog færgen kl. 07.00 fra Svendborg mod Ærøskøbing.
Jeg havde på forhånd valgt et par spots, som skulle fiskes. Vi startede ud i Vitsø, hvor forholdene var rigtig gode, og alle mand havde troen på et godt fiskeri.
Det blev desværre ikke til nogle havørreder eller hornfisk ved Vitsø. Vejret viste tænder i form af KRAFTIG regn, som gjorde alle mand våde.
Vi pakkede sammen og kørte til Skjoldnæs Fyr, hvor der viste sig at være mere held med fiskeriet. Lars Ellermann havde en fin fisk på 39 cm, som måtte genudsættes. Der var kontakt til yderligere et par undermålere på strækket.
Solen var brudt igennem, og de våde timer var nu glemt - det samme var det dårlige humør. Madpakkerne blev nydt i solen ved foden af Skjoldnæs Fyr.
Efter middagspausen valgte vi at dele os i to hold. Lars og Michael fiskede stykket fra Skjoldnæs Fyr ned mod Næbbet, mens Bent, Preben og Thorstein valgte at køre til Nørremark. Der blev mistet og set fisk ved Nørremark, og der var enighed om, at spottet var værd at genbesøge.
Den sidste times fiskeri blev brugt på henholdsvis Borgnæs og Vrå. Holdet med Lars og Michael var kørt til Borgnæs, hvor både hornfisk og havørreder under mål ville lege med. Vrå gav ingen fisk denne gang, men bød på meget spændende stræk med varieret bund, som skal holde fisk.
Det blev en Ærøtur med vekslende vejr, godt kammeratskab, lidt flex på klingen ”for nogle”, men desværre ikke point til klubmesterkontoen denne gang.
Ærø er klart værd at genbesøge.