Vrangbækgaard

Vigtig milepæl nået for vandløbsprojekt


Genåbningen af det rørlagte vandløb Vrangbækken på Sydøstfyn nær Oure er det største vandløbsprojekt, som Svendborg Sportsfiskerforening har stået i spidsen for. I samarbejde med to lodsejere, Havørred Fyn og Svendborg Kommune skal et ca. 500 m rørlagt vandløb genåbnes til et ca. 700 m langt genslynget, naturligt vandløb med godt fald, gydegrus og skjulesten.

Vrangbækken er forbundet til Lillebæk, som allerede i dag er gyde- og opvækstvandløb for havørred, så det er forventningen, at Vrangbækken vil blive det samme og dermed forbedre grundlaget for fisk og smådyr i området markant.

Medlemmer af Svendborg Sportsfiskerforenings vandplejeudvalg har arbejdet på projektet i over et år, og i december 2024 blev en vigtig milepæl nået: Finansieringen til gennemførelsen af projektet, som Havørred Fyn og Svendborg Kommune tilvejebringer, blev sikret, og kommunen sendte desuden projektet i offentlig høring, som lovgivningen kræver. Høringsmaterialet, hvor du kan læse mere detaljeret om det spændende projekt, kan findes ved at klikke her.

Det er forventningen, at projektet vil kunne realiseres og afsluttes i 2025.

Med denne nyhed ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår!

Mvh. Jakob Humaidan, Formand