Det mangeårige medlem af Svendborg Sportsfiskerforening Kurt Rasmussen er gået bort d. 6. januar 2025.
Kurt Rasmussen var en markant og værdifuld figur i Svendborg Sportsfiskerforening. Han var en af de personer, der virkelig gjorde en forskel i foreningen, først og fremmes gennem sin passion for sportsfiskeriet, sin involvering i bestyrelsesarbejdet og sit store engagement i juniorafdelingen. Alt dette gjorde ham til en helt uundværlig del af fællesskabet. Han opnåede også at få tildelt foreningens bevis som æresmedlem.
”Store Kurt” var en rigtig fiskekammerat. Det var ham, vi andre gerne ville være sammen med og så op til. Hans deltagelse i talrige ture vil altid blive husket. Særligt turene til Norge havde en stor plads i hans hjerte. Der blev selvfølgelig fisket - og når vi derefter nåede til hyggen, var Kurt helt i sit es. Hans evne til at skabe glæde og inspirere os alle vil leve videre i vores minder.
Kurt nåede at sætte et stort aftryk på foreningen, indtil sygdommen overtog, og hans indsats vil aldrig blive glemt. Han var ikke bare en passioneret sportsfisker, men også en ven og en inspirator. Tabet af Kurt efterlader et stort tomrum hos os alle, og vi sender vores dybeste kondolencer til hans nærmeste.
Æret være Kurt Rasmussens minde.
På foreningens vegne, Lars Ellermann