FL1

Fyns Laksefisk er reddet!


Stort var chokket, da FGU Fyn i august 2024 meldte ud, at Fyns Laksefisk - og dermed professionelt og frivilligt opdræts- og udsætningsarbejde gennem mere end 30 år - skulle lukkes ned senest pr. juni 2025.

Udmeldingen blev mødt med stor ærgrelse - men dog accept - ved flere relevante organisationer og instanser. Der var dog mange frivillige og lystfiskere, som ikke mente, at det kunne være rigtigt, og to medlemmer af Svendborg Sportsfiskerforening gik sammen om at skrive et hastebrev til de 16 fynske folketingsmedlemmer og de 10 fynske borgmestre på vegne af de fynske sportsfiskerforeninger. Her blev det slået fast, at en lukning var uacceptabel - ikke kun med det rekreative som argument, men også de mange mio. kr., som udsætningerne af smolt hvert år sikrer det fynske erhvervsliv i bl.a. turistindtægter. Brevet fik stor mediedækning, og jeg er ikke i tvivl om, at det spillede en afgørende rolle i at få parterne tilbage til forhandlingsbordet.

Siden blev der udført et stort arbejde af frivillige, interesseorganisationer, erhvervsfolk, private virksomheder og nøglepersoner i det offentlige for at prøve at få kabalen til at gå op. Der blev også gennemført en stor indsamling af økonomiske bidrag fra virksomheder og privatpersoner, som skulle sikre overlevelse og fremtidig drift af Fyns Laksefisk - med et flot indsamlingsresultat til følge. Tusind tak til alle, som har bidraget.

For et par dage siden stod det endelig klart, at Fyns Laksefisk nu er reddet via en 4-årig forpagtningsaftale mellem Erhvervshus Fyn, som skal drive Fyns Laksefisk i fremtiden, og FGU Fyn, som således stopper med at drive Fyns Laksefisk fra sommeren 2025. Dette er heldigvis også god tid til at arbejde videre med en endnu mere langsigtet/permanent plan.

Selv har jeg siddet med i den taskforce-gruppe, som skulle arbejde med den langsigtede løsning og overlevelse af Fyns Laksefisk. Her sad også erhvervsmand Enrico Augustinus, Niels Erik Haug-Larsen fra Erhvervshus Fyn og Linda Bollerup Høgh, fiskemester på Fyns Laksefisk. En stor tak skal lyde til Enrico og Niels Erik for deres utrættelige, professionelle arbejde med at få en overdragelse af Fyns Laksefisk til at lykkes, samt til Linda for hendes udholdenhed og standhaftighed som daglig leder af både personale og en produktionsmæssig drift på Fyns Laksefisk gennem svære tider. Jeg vil også gerne rette en tak til de personer, som har støttet op om taskforce-gruppens arbejde.

Endelig vil jeg understrege vigtigheden af det løbende frivillige arbejde med bl.a. elfiskeri og smoltvagter, som er en helt uundværlig forudsætning for Fyns Laksefisk og udsætningsprogrammet. Stor tak til dem, som år efter år arbejder med dette - også på denne front kan vi i Svendborg Sportsfiskerforening glæde os over at være med forrest i feltet med mange aktive medlemmer. En særlig tak til formand for Vandplejeudvalget Kim Mathisen for hans store arbejde med koordinering og udførelse af elbefiskninger til opdrætsprogrammet, både i regi af Svendborg Sportsfiskerforening, men også i andre fynske vandløb.

Vi ser nu frem til bedre tider for Fyns Laksefisk samt til fortsat opdræt og udsætning af havørredsmolt, som er så afgørende for bl.a. det rekreative fiskeri i en tid, hvor havet har det svært.

Mvh. Jakob Humaidan, Formand