Mandag den 20. januar 2025 - Jakob Humaidan
Meget vandløbsrestaurering har vi udført i Nørreskov Bæk på Tåsinge de seneste par år, og en gennemgang af hele vandløbet viser nu, at der i januar 2025 er minimum 3 - måske op til 4 - nye gydegravninger på de gydebanker, vi udlagde i februar 2024. Gravningerne ligger på forskellige banker i vandløbet, hvilket er positivt, da det spreder risikoen og viser, at fiskene søger til flere af de udlagte banker.
Gydeaktivitet i vandløbet er i det hele taget rigtig positivt, og det er dejligt at se, at havørrederne kvitterer for vores store arbejde. Påbegyndt gydning vil med al sandsynlighed igangsætte en positiv spiral, hvor flere fisk søger tilbage for at gyde i årene fremover, indtil det lille vandløb når sin bærekapacitet af gydninger. -Og netop de små vandløb viser sig generelt at være afgørende for havørredens reproduktion og ynglens opvækst.
Det eneste, vi nu skal gøre, er at sikre fortsat fri passage og gode gydeforhold i Nørreskov Bæk. Dette kræver en del arbejde, men sammen kan vi løse opgaven i både dette og andre vandløb.
Vi vil gerne takke alle, som har været involveret i vandløbsrestaureringsarbejdet i Nørreskov Bæk gennem tiden.
Du kan bladre i billederne fra vandløbet i toppen samt se to videoer af gydegravningerne nedenfor.