Søndag den 1. marts 2020
Kalenderen siger årets første forårsdag, kold og blæsende, tæt på storm.
8 mand havde valgt at deltage i årets første Kysttur, som gik til Fåborg området. Vi startede fiskeriet i Fåborg fjord og der gik ikke længe før Kim kunne lande en flot havørred på 58 cm og næsten 2 kg, helt præcist 1,96 kg.
Der var flere fisk på pladsen, der blev landet et par stykker mere og mange havde kontakt til fisk, som ikke blev hængende.
Efter et par timers fiskeri, kørte vi til Kalvøre for at spise vores madpakker. Det bord/bænke sæt, som plejer at stå der, var fjernet, så det blev stående taffel.
Herefter fiskede vi både på ydersiden og inde mod havnen. Dem, som gik ind på det lave vand, havde kontakt til et par småfisk, på ydersiden var vandet meget beskidt og her mærkede vi ingenting. Godt gennemblæste, afsluttede vi den officielle tur, nogen kørte hjem og andre fortsatte til andre pladser.
Som altid en hyggelig tur, tak til dem som deltog og tillykke til Kim med den flotte fisk.
Bent Rosenholm "