Mandag den 14. august 2023
Spejderhytten på Thurø Rev var base for natfiskeriet på klubturen, og der var gang i lejrbålet og kaffekande emmede af frisk kaffe, da Ejgil, Bent og Thorstein dukkede op til den planlagte start.
Sådan et bål kan altså noget med stemning, sagde Ejgil straks ved ankomsten.
4 lystfiskere lavede hurtig en plan. Vi startede med grillmaden, og så skulle der fiskes frem mod midnat. Mens vi fortærede de baconsvøbte kyllingefileter fra grillen, havde vinden fra syd dog lagt lidt i vægtskålen, så det blev kæmper en hel del for at få fluen afsted. Der til kom en noget forhøjet vandstand.
Efter en del kamp uden fisk, besluttes et hvil fra kl 01 til 05.
Med fornyet energi gik turen igen mod revet og forholdene var blevet væsentlig bedre. Straks fra start var der røre i vandet, nu var havørrederne klar ved ”morgenbordet” og vores humør steg og steg, sammen med den gryende solopgang. Alle fangede fisk og da der skulle måles og vejes, blev der hjemtaget 4 havørreder på fra 41 til 44 cm og højeste vægt på 0,94 kg.
Lars